Den bedste julekalender

Vinhøst, Bourgogne 2014

     

    

    

    '

    

    

Favorit

Eurovision 2014

Da jeg har været på Borneo, så jeg først Eurovision den 23, så lidt forsinket på det hele var jeg. Men sikker et super fedt show, wuhu!!! I love Eurovision!
Flot show vi har fået lavet her i DK, go os! Så mega seje vi var. Så stolt.
Synes der har været nogle seriøst fede sange i år! Helt Eurovision afhængig.

Så nu er det tid til min top 4, juhu.

For at være helt ærgerlig, er jeg ikke helt klar over hvordan min top 4 skal se ud, men er klar over hvilke sange der skal være på den - nu prøver jeg mig lidt frem

1. - Nr. 1, som jeg ikke er sikker på er min nr. 1, er Armenien. Jeg synes den her sang er utrolig smuk og fyldt med følelser - så inderlig, Jeg elsker den måde den er så stille og fortryllende i starten, og så springer den bare ud - ja, som træer, blomstrende lysegrønne træer. Og hans bevægelser og det utrolig flotte sceneshow, gør bare at det hele bare trænger ind i mit hjerte og man nærmest ikke kan gøre andet end bare at skråle med, selvom det bare er at mime!

2. Ungarn, Running. Fed melodi, og utrolig rørende sang med et meget MEGET alvorligt emne. Og igen, bliver der synger med så dybe mange følelser, som man bare må synge ud for ikke at springe. Fedt tempo, og fantastisk forskel mellem omkvæd og vers, som begge er så fede.



3. Frankrig - Den her sang gør mig bare mega glad. Yay. Man får sådan lyst til at danse og hoppe rundt. Jeg ved ikke hvad de synger, andet end "I wonna grow a moustache" - men det lyder jo bare mega mega fedt alligevel, og de gør mig så glade. Også se hvordan de ser ud, de er sgu da bare for dejlige. Og den måde de går frem og tilbage og danser agtig i omkvædet, det er sgu da for fedt! Det er så simpelt men så perfekt til rytme og melodi. 

4. Lad os lige alle elske Conchita Wurst, og hylde hendes sejr!! HURRA!! Tror ingen fortjente at vinde, mere end hende!! YAAAY! Og, meeega fed sang, ville ikke overraske mig, hvis den havde været den næste James Bond sang - er perfekt til James Bond, en utrolig smuk sang. Jeg elsker Conchitas udstråling, og fantastiske smil - og den måde hun bare ER sangen. Scene shower, og det der vises på bagskærmen er også bare så flot! Den måde hun får phoenix vinger! WOW!
Endnu en gang en inderlig sang, men dybe følelser som bare skal spildes ud i sang! Jeg elsker den slags sange, de får både en til at græde og skrige.

Canopy Walk, Mulu National Park

Skammerens datter billeder

so freaking excited!!

Kjolekig

Kigger på kjoler og prøver at finde ud af hvad jeg skal have med til Borneo - troede ikke jeg havde så mange kjoler - Det her er IKKE alle mine kjoler(!)

Filmanmeldelse: Divergent

'Divergent’ er filmatiseringen af den første bog i Veronica Roths Divergent-trilogi. Jeg har læst og elsket bogen, hvilket er en farlig ting, når filmen skal bedømmes. Det er svært at gøre mig tilfreds, når bøger jeg har læst skal filmatiseres.
Jeg sad ikke efter ’Divergent’ med følelsen af at det hele bare var perfekt, som var tilfældet efter den første ’The Hunger Games’ film (det var første og so far sidste gang det er sket). Jeg er dog meget positiv overfor den måde ’Divergent’ er filmatiseret, og tror det næsten er den bedste måde det kunne gøres på. Divergent.

Historien foregår i en dystopisk fremtid i Chicago. Byen er omringet af et kæmpe hegn – udenfor er intet, for resten af verden er gået under. Indenfor hegnet er samfundet delt ind i fem skarpt adskilte befolkningsgrupper (fraktioner): Abnegation er de uselviske, Amity er de fredlige, Candor er de ærlige, Dauntless de modige og Erudite de intellektuelle. (Og nej, I får ikke navnene på dansk, for det er en som har tabt hovedet, der har oversat dem).
Når man bliver 16 år, tager man en test, som viser hvilken fraktion man passer til. Ved en ceremoni vælger man, hvilken fraktion man gerne vil høre til – vælger man andet end der hvor man er født, så er det farvel til familien – Faction before blood.

Vores hovedperson hedder Tris og hun er abnegation. Når hun tager sin test, får hun et utydeligt svar – hun hører ikke til nogen bestemt fraktion, men har egenskaber fra flere! Uden hjælp fra testen, til det livsforandrende valg, må Tris vælge fraktion, og valget falder ikke der hvor hendes familie er, men på det meget anderledes Dauntless.

Her lærer hun hurtigt, at hun gør klogt i at sørge for, at ingen opdager hendes skæve testresultat – for folk hvis sind, ikke tilhører én bestemt fraktion, men flere, er farlige og fjender af samfundet. Hun opdager også for sent, at Dauntless nok ikke var det bedste sted, at vælge at gemme sig.


Jeg tror Hollywood er ved at forstå, at opskriften på en succesfuld filmatisering af en young-adult bog, med en stor fanskare, er rent faktisk at følge bogen! (Det har også taget sin tid og en lang række forfærdelige filmatiseringer – kunne vi sgu godt have fortalt dem).
Det har skaberne bag Divergent ihvertfald forstået. Stor respekt til den måde de har formået, at få næsten alting med. Mængden af ting de har udeladt er meget lille, og kun få vigtige ting mangler (eller er ændret) – og en helt uacceptabel detalje, nemlig at de har valgt at tage fanfavoritten Uriah ud!! (Ggggr – ikke okay. Men han kommer i næste film, rolig nu.)

 De har også med vilje taget en del mere voldsomme elementer og små detaljer ud af filmen – det er vel okay ren plotmæssigt, men kunne være fedt, hvis de havde haft det med! Men med Hollywood ved vi jo, at det handler om penge, derved må de udelade noget, for at kunne få en lavere aldersgrænsen – endnu en søgerlig Hollywood-ting, som ødelægger filmkunsten.

Jeg synes de ved oversættelsen fra bog til film, har fanget karakterenes forhold ret godt. Der mangler selvfølgelig karaktertræk, især hos Tris, som er lidt for kold og badass, for tidligt i filmen. Men det er fordi vi ikke har karakterens tanker og observationer og det gør desværre karakterne lidt mere overfladiske – men det er jo forbandelsen alle filmatiseringer må leve med. Jeg synes alligevel der bliver arbejdet godt med personlighederne – og der er blevet taget nogle gode karaktertræk ind i filmen – især dem som personerne arver fra de fraktioner, de er vokset op i, bliver brugt på en måde, som virker naturligt, troværdigt og ikke for overdrevet. Derved bliver der skabt nogle fede og flydende replikker. Replikker som normalt føles anstrengte, når man oversætter dem fra bog til film, fungerer for det meste ret godt i ’Divergent’.

Der er meget fokus på slåskampe i filmen, og jeg er helt vild med, hvor naturligt de får det til at se ud. Normalt når man ser action i film, er karakterne med deres evner, ofte tættere på superhelte end normale mennesker. I ’Divergent’ er de selvfølgelig virkelig dygtige teknikkere – men det er troværdigt, at de med talent og hårdt arbejde er nået dertil. Det er nogle realistisk og virkelig tekniske flotte kampe – det er en nydelse at se!
 Måske er netop grunden til, at det virker så realistisk, at skuespillerende lavede størstedelen af deres stunt- og kampscener selv – Den mandlige hovedrolle, Four, som er Tris’ instruktør/vejleder, er en utrolig dygtig kampteknikker – han bliver spillet af Theo James, som lavede alle sine scener selv – ret cool!

Filmanmeldelse: Saving Mr. Banks

Disneys Saving Mr. Banks, med Emma Thompson i hovedrollen som Mary Poppins moder og Tom Hanks som Walt Disney, har premiere i dag.

Historie
I næsten 20 år har Walt Disney forsøgt at overtale forfatteren P.L. Travers, til at give ham rettighederne til at lave hendes elskede bøger om Mary Poppins om til film.
Endelig får Travers manager hende overtalt til at rejse til Los Angeles for at se på Disneys ideer, fordi hun er i pengenød. Hun er dog stadig fast besluttet på ikke at sige ja til Disney, hun er nemlig ikke særlig begejstret for hvad Disney står for.
I Los Angeles mødes hun med manden selv, samt de mennesker som arbejder på filmen – manuskriptforfatteren Don DaGradi (Bradley Whitford) og Sherman brødrene (B.J. Novak og Jason Schwartzman) som skriver musikken.
Hun er dog umulig at stille tilfreds, har mange og specifikke krav og næsten alt de finder på, synes hun er helt forfærdeligt. Ingen sang, ingen fjol, ingen tegnefilm og pludselig ingen rød farve i hele filmen!
Walt Disney er ved at gå ud af sit gode skind – hvordan formår han at få den besværlige forfatter overtalt? Samtidig får vi en parallelhistorie, som foregår tilbage i starten af 1900-tallet, hvor forfatteren selv var barn.
Lidt efter lidt kommer vi ind på forfatterens baggrund og derved også baggrunden for historien om Mary Poppins, og vi begynder at forstå, hvorfor bøgerne betyder så meget for hende.

De to historier, som løber ved siden af hinanden, føler jeg giver filmen god dybde. Baggrunden for Mary Poppins ville enkeltstående måske ikke være så speciel, samtidig med at en overfladisk historie om en besværlig dame, som ikke ville se sine bøger lavet til film måske også kunne blive lidt kedelig.
Men heldigvis har Disney valgt at tage begge og derved hele historien med. Samtidig har begge dele af historien fået lige meget værdi. Der er ikke bare få flashbacks eller en scene hvor P.L. Travers fortæller om sin barndom til sidst.
Det er begge dele af historien vi får fortalt – og det føler jeg skaber en bedre fortælling og giver os bedre forståelse for karakteren, og for grundene til at hun reagerer, som hun gør.

På trods af, at de to dele af P.L. Travers historie begge har en vis del tragedie, så er filmen hovedsagligt fyldt med god humor, som ligger lunt over hele filmen. Især Travers selv, med sin bitterhed og standhaftighed skaber nogle underholdende situationer, og hun kommer med en lang række sjove bemærkninger. De mange bemærkninger bliver heldigvis hverken for meget eller urealistiske.
Der bliver især spillet på forskellen mellem de to verdner, de amerikanske disney-medarbejders, med deres overdreven glæde og den amerikanske overdådighed på den ene side og den fine engelske dame, som gerne holder på formerne og ikke kan klare den amerikanske storhed på den anden side. Det fungerer rigtig godt, uden at blive nedladende overfor nogen af parterne.

Personligt satte jeg mig ned og så Mary Poppins før jeg skulle så filmen – og det får altså en til at nyde filmen mere. Nu er jeg ikke vokset op med Mary Poppins, og har kun set den få gange, men jeg kunne alligevel nyde referencerne og få genkendelsens glæde ved detaljerne.

Skuespil
Emma Thompson er som altid blændende. Hun spiller den bitre og fastlåste forfatter på en virkelig troværdig måde, uden at det, som ofte set, går over kanten. På trods af den store negativitet og besværlighed, formår Thompson at få os til at forstå hvorfor forfatteren vil holde fast i Mary Poppins, og de små detaljer. Jeg føler bestemt, at jeg hele vejen igennem kan identificere mig med hende.

Det svært helt at bedømme Tom Hanks som Walt Disney – for Walt Disney ER Walt Disney, og der er nok aldrig nogen som 100% troværdigt vil kunne portrættere ham. Selvfølgelig forstår man, at det er Walt Disney, men jeg følte det aldrig helt. På trods af det, så synes jeg Tom Hanks gør det rigtig godt. Jeg kan godt lide den måde, han taler på og den måde, han klart er hævet over de andre. Det er også interessant at se Walt Disney som en forretningsmand – jeg må ærligt erkende, at jeg aldrig rigtig har tænkt på ham på den måde (så kan man tale om god markedsføring fra Disney den gang). Men dette gør Tom Hanks ret overbevisende, man føler man ser en ny side af den Walt Disney, man kender.

Også Colin Farrell, som spiller en central karakter, gør det helt fantastisk godt. Han kommer ud til begge yderligheder følelsesmæssigt og leverer en virkelig stærk præstation.

Visuelt 
Scenerne, som foregår i starten af 1900-tallet, er utroligt flotte. De foregår i Australien, hvor det virkelig smukke landskab bliver udnyttet. Både kulisser og kostumer er hele vejen igennem utrolig realistiske, hvilket også gør historien og filmen meget troværdig.

Musik og lydbillede 
Filmen indeholder mange sange, som naturligt er en del af filmen, da Disney-folkene spiller og viser Travers de forskellige Mary Poppins sange.
Hele vejen igennem filmen bliver der brugt instrumentale versioner af Mary Poppins sange og musikken fra Mary Poppins – det fungerer super godt, og er en rigtig dejlig detalje! Til sidst et lille råd – bliv efter rulleteksterne har kørt lidt! Det vil du ikke fortryde.