Historie
I næsten 20 år har Walt Disney forsøgt at overtale forfatteren P.L. Travers, til at give ham rettighederne til at lave hendes elskede bøger om Mary Poppins om til film.
Endelig får Travers manager hende overtalt til at rejse til Los Angeles for at se på Disneys ideer, fordi hun er i pengenød. Hun er dog stadig fast besluttet på ikke at sige ja til Disney, hun er nemlig ikke særlig begejstret for hvad Disney står for.
I Los Angeles mødes hun med manden selv, samt de mennesker som arbejder på filmen – manuskriptforfatteren Don DaGradi (Bradley Whitford) og Sherman brødrene (B.J. Novak og Jason Schwartzman) som skriver musikken.
Hun er dog umulig at stille tilfreds, har mange og specifikke krav og næsten alt de finder på, synes hun er helt forfærdeligt. Ingen sang, ingen fjol, ingen tegnefilm og pludselig ingen rød farve i hele filmen!
Walt Disney er ved at gå ud af sit gode skind – hvordan formår han at få den besværlige forfatter overtalt? Samtidig får vi en parallelhistorie, som foregår tilbage i starten af 1900-tallet, hvor forfatteren selv var barn.
Lidt efter lidt kommer vi ind på forfatterens baggrund og derved også baggrunden for historien om Mary Poppins, og vi begynder at forstå, hvorfor bøgerne betyder så meget for hende.
De to historier, som løber ved siden af hinanden, føler jeg giver filmen god dybde. Baggrunden for Mary Poppins ville enkeltstående måske ikke være så speciel, samtidig med at en overfladisk historie om en besværlig dame, som ikke ville se sine bøger lavet til film måske også kunne blive lidt kedelig.
Men heldigvis har Disney valgt at tage begge og derved hele historien med. Samtidig har begge dele af historien fået lige meget værdi. Der er ikke bare få flashbacks eller en scene hvor P.L. Travers fortæller om sin barndom til sidst.
Det er begge dele af historien vi får fortalt – og det føler jeg skaber en bedre fortælling og giver os bedre forståelse for karakteren, og for grundene til at hun reagerer, som hun gør.
På trods af, at de to dele af P.L. Travers historie begge har en vis del tragedie, så er filmen hovedsagligt fyldt med god humor, som ligger lunt over hele filmen. Især Travers selv, med sin bitterhed og standhaftighed skaber nogle underholdende situationer, og hun kommer med en lang række sjove bemærkninger. De mange bemærkninger bliver heldigvis hverken for meget eller urealistiske.
Der bliver især spillet på forskellen mellem de to verdner, de amerikanske disney-medarbejders, med deres overdreven glæde og den amerikanske overdådighed på den ene side og den fine engelske dame, som gerne holder på formerne og ikke kan klare den amerikanske storhed på den anden side. Det fungerer rigtig godt, uden at blive nedladende overfor nogen af parterne.
Personligt satte jeg mig ned og så Mary Poppins før jeg skulle så filmen – og det får altså en til at nyde filmen mere. Nu er jeg ikke vokset op med Mary Poppins, og har kun set den få gange, men jeg kunne alligevel nyde referencerne og få genkendelsens glæde ved detaljerne.
Skuespil
Emma Thompson er som altid blændende. Hun spiller den bitre og fastlåste forfatter på en virkelig troværdig måde, uden at det, som ofte set, går over kanten. På trods af den store negativitet og besværlighed, formår Thompson at få os til at forstå hvorfor forfatteren vil holde fast i Mary Poppins, og de små detaljer. Jeg føler bestemt, at jeg hele vejen igennem kan identificere mig med hende.
Det svært helt at bedømme Tom Hanks som Walt Disney – for Walt Disney ER Walt Disney, og der er nok aldrig nogen som 100% troværdigt vil kunne portrættere ham. Selvfølgelig forstår man, at det er Walt Disney, men jeg følte det aldrig helt. På trods af det, så synes jeg Tom Hanks gør det rigtig godt. Jeg kan godt lide den måde, han taler på og den måde, han klart er hævet over de andre. Det er også interessant at se Walt Disney som en forretningsmand – jeg må ærligt erkende, at jeg aldrig rigtig har tænkt på ham på den måde (så kan man tale om god markedsføring fra Disney den gang). Men dette gør Tom Hanks ret overbevisende, man føler man ser en ny side af den Walt Disney, man kender.
Også Colin Farrell, som spiller en central karakter, gør det helt fantastisk godt. Han kommer ud til begge yderligheder følelsesmæssigt og leverer en virkelig stærk præstation.
Visuelt
Scenerne, som foregår i starten af 1900-tallet, er utroligt flotte. De foregår i Australien, hvor det virkelig smukke landskab bliver udnyttet. Både kulisser og kostumer er hele vejen igennem utrolig realistiske, hvilket også gør historien og filmen meget troværdig.
Musik og lydbillede
Filmen indeholder mange sange, som naturligt er en del af filmen, da Disney-folkene spiller og viser Travers de forskellige Mary Poppins sange.
Hele vejen igennem filmen bliver der brugt instrumentale versioner af Mary Poppins sange og musikken fra Mary Poppins – det fungerer super godt, og er en rigtig dejlig detalje! Til sidst et lille råd – bliv efter rulleteksterne har kørt lidt! Det vil du ikke fortryde.
