Skammerens datter billeder

so freaking excited!!

Kjolekig

Kigger på kjoler og prøver at finde ud af hvad jeg skal have med til Borneo - troede ikke jeg havde så mange kjoler - Det her er IKKE alle mine kjoler(!)

Filmanmeldelse: Divergent

'Divergent’ er filmatiseringen af den første bog i Veronica Roths Divergent-trilogi. Jeg har læst og elsket bogen, hvilket er en farlig ting, når filmen skal bedømmes. Det er svært at gøre mig tilfreds, når bøger jeg har læst skal filmatiseres.
Jeg sad ikke efter ’Divergent’ med følelsen af at det hele bare var perfekt, som var tilfældet efter den første ’The Hunger Games’ film (det var første og so far sidste gang det er sket). Jeg er dog meget positiv overfor den måde ’Divergent’ er filmatiseret, og tror det næsten er den bedste måde det kunne gøres på. Divergent.

Historien foregår i en dystopisk fremtid i Chicago. Byen er omringet af et kæmpe hegn – udenfor er intet, for resten af verden er gået under. Indenfor hegnet er samfundet delt ind i fem skarpt adskilte befolkningsgrupper (fraktioner): Abnegation er de uselviske, Amity er de fredlige, Candor er de ærlige, Dauntless de modige og Erudite de intellektuelle. (Og nej, I får ikke navnene på dansk, for det er en som har tabt hovedet, der har oversat dem).
Når man bliver 16 år, tager man en test, som viser hvilken fraktion man passer til. Ved en ceremoni vælger man, hvilken fraktion man gerne vil høre til – vælger man andet end der hvor man er født, så er det farvel til familien – Faction before blood.

Vores hovedperson hedder Tris og hun er abnegation. Når hun tager sin test, får hun et utydeligt svar – hun hører ikke til nogen bestemt fraktion, men har egenskaber fra flere! Uden hjælp fra testen, til det livsforandrende valg, må Tris vælge fraktion, og valget falder ikke der hvor hendes familie er, men på det meget anderledes Dauntless.

Her lærer hun hurtigt, at hun gør klogt i at sørge for, at ingen opdager hendes skæve testresultat – for folk hvis sind, ikke tilhører én bestemt fraktion, men flere, er farlige og fjender af samfundet. Hun opdager også for sent, at Dauntless nok ikke var det bedste sted, at vælge at gemme sig.


Jeg tror Hollywood er ved at forstå, at opskriften på en succesfuld filmatisering af en young-adult bog, med en stor fanskare, er rent faktisk at følge bogen! (Det har også taget sin tid og en lang række forfærdelige filmatiseringer – kunne vi sgu godt have fortalt dem).
Det har skaberne bag Divergent ihvertfald forstået. Stor respekt til den måde de har formået, at få næsten alting med. Mængden af ting de har udeladt er meget lille, og kun få vigtige ting mangler (eller er ændret) – og en helt uacceptabel detalje, nemlig at de har valgt at tage fanfavoritten Uriah ud!! (Ggggr – ikke okay. Men han kommer i næste film, rolig nu.)

 De har også med vilje taget en del mere voldsomme elementer og små detaljer ud af filmen – det er vel okay ren plotmæssigt, men kunne være fedt, hvis de havde haft det med! Men med Hollywood ved vi jo, at det handler om penge, derved må de udelade noget, for at kunne få en lavere aldersgrænsen – endnu en søgerlig Hollywood-ting, som ødelægger filmkunsten.

Jeg synes de ved oversættelsen fra bog til film, har fanget karakterenes forhold ret godt. Der mangler selvfølgelig karaktertræk, især hos Tris, som er lidt for kold og badass, for tidligt i filmen. Men det er fordi vi ikke har karakterens tanker og observationer og det gør desværre karakterne lidt mere overfladiske – men det er jo forbandelsen alle filmatiseringer må leve med. Jeg synes alligevel der bliver arbejdet godt med personlighederne – og der er blevet taget nogle gode karaktertræk ind i filmen – især dem som personerne arver fra de fraktioner, de er vokset op i, bliver brugt på en måde, som virker naturligt, troværdigt og ikke for overdrevet. Derved bliver der skabt nogle fede og flydende replikker. Replikker som normalt føles anstrengte, når man oversætter dem fra bog til film, fungerer for det meste ret godt i ’Divergent’.

Der er meget fokus på slåskampe i filmen, og jeg er helt vild med, hvor naturligt de får det til at se ud. Normalt når man ser action i film, er karakterne med deres evner, ofte tættere på superhelte end normale mennesker. I ’Divergent’ er de selvfølgelig virkelig dygtige teknikkere – men det er troværdigt, at de med talent og hårdt arbejde er nået dertil. Det er nogle realistisk og virkelig tekniske flotte kampe – det er en nydelse at se!
 Måske er netop grunden til, at det virker så realistisk, at skuespillerende lavede størstedelen af deres stunt- og kampscener selv – Den mandlige hovedrolle, Four, som er Tris’ instruktør/vejleder, er en utrolig dygtig kampteknikker – han bliver spillet af Theo James, som lavede alle sine scener selv – ret cool!