Jeg kom til at tænke på, at jeg er lykkelig over der ikke var Facebook da jeg var ung.
Jeg var sådan en type, som elskede at skrive om ting jeg elskede... som man kan se med den her blog, hvis man kigger helt tilbage. 2007, was the year.
Omkring den alder, er man normalt besat af noget, en rigtig teenage fangirl - om det så er Justin Bieber (please no), One Direction eller som mig, Tokio Hotel.
Den gang, havde jeg SKUM.
Jeg lavede mit første indlæg på bloggen på min SKUM-profil i 2005. 11 år siden.
Det var et billede af min hund fra hundeparken. Et chat-agtig-spil, hvor man har en hund som sin avatar, som man så kan udvikle. Det fylder år, og den kan stige i grader. Jeg nåede op til den anden-højeste grad, hvilket der virkelig var få der gjorde. Alle synes man var cool hvis man var så højt oppe. Der var virkelig et hieraki i det.
Før jeg havde fan-"besættelserne" havde jeg gode venner, som jeg talte med hver dag og jeg havde steder at diskutere emner med andre unge mennesker.
Jeg havde SKUM og hundeparken.
Det var sgu gode tider. Og det er fedt at have en blog hvor man kan komme ud med sin kærlighed og tanker om forskellige ting. Hvilket jeg gjorde.
De lukkede SKUM i 2011, sammen med Boogie og alt andet ungdomsmæssigt DR havde på det tidspunkt. Alt der hørte til min ungdom. Det ærgerligt det ikke er der længere. Det var sgu noget specielt. Jeg har gemt min blog, overført den til word.
Udover at have en profil, kunne man deltage i debatter om alt i verden, med alle de andre brugere på SKUM.
Men, det som er pointen her er: jeg havde brug for sådan et sted til at skrive ting ned, og dele billeder, citater og oplevelser. Men jeg havde ikke som sådan brug for folk jeg kendte så det. Og det er her Facebook kommer ind i billedet.
Hvis Facebook fandtes den gang, i stedet for SKUM, var det jo der jeg ville have skrevet alle de ting. Og det samme gør unge sikkert i dag. Men jeg tænker bare: Hvor er jeg glad for, jeg havde et andet sted end Facebook til at komme ud med mine tanker. Hvor er jeg glad for, at jeg ikke skulle skrive disse ting til alle jeg kender, til hele min omgangskreds. For jeg tror egentlig bare man har behov for at komme ud med nogle ting, sige nogle ting, men det ikke handler om behovet for at vise det til andre, eller få opmærksomheden.
Men man får opmærksomheden på Facebook. Og hvor er jeg glad for, at jeg kan have de her ting, som jeg har skrevet ned og gemt, men som ikke behøver at være viden og offentlighed for alle mennesker jeg overhoved kender.. Som jeg ikke føler jeg bliver nødt til at slette, fordi det er pinligt eller noget jeg ikke vil have alle skal vide.
Jeg ved ikke helt om det giver mening for andre. Men SKUM, og andre fora på nettet, var virkelig gode steder. Det var steder hvor man kunne møde og tale med folk, som havde samme interesser og var unge som en. Man behøvede ikke se de samme mennesker på Facebook som i virkeligheden, og skulle bevise sig overfor dem. Man kunne have en anden omgangskreds, et andet liv, på internettet. og det ved jeg ikke om de unge får på samme måde med Facebook.
SKUM var et godt sted, for unge til at komme ud med deres tanker og følelser, uden at skulle dele det med alle de kendte. SKUM var et sted for unge mennesker, hvor de kunne være fælles om ting. Jeg synes det er sørgerligt de lukkede den ned.
Min SKUM forside den dag de lukkede: